Rejser

Flyrejser

At rejse er at leve..

 

Disse famøse ord udgydede H.C. Andersen jo for mange herrens år siden, men ikke desto mindre er disse ord lige så aktuelle i dag, som de var for over 150 år siden.  Denne frase har altid fået udlængslen i mig til at stige, og jeg bliver altid opstemt når jeg hører folk tale om at rejse. Og det har det gjort i rigtig mange år.

 

Nu ligger landet sådan, at jeg har været fantastisk heldig, idet jeg både privat og professionelt har rejst meget, og derfor har jeg ifølge H.C. Andersen også levet meget. I hvert fald er det utroligt mange rejser som mit liv indtil nu har budt mig. Allerede i 1960’erne var jeg fast besluttet på at jeg ønskede at se den store verden, hvorfor jeg besluttede mig for at føre kontrol over hvilke rejser jeg foretog mig, og det har jeg i min nu mere modne alder sat rigtig megen pris på. For når man ved, hvor man har været, genskabes automatisk en række minder og oplevelser fra disse mange steder, som ens liv nu engang har bragt en igennem.

 

Min livsbane, karriere og familieliv har taget mig gennem en eventyrrejse af de helt store, og der er intet jeg fortryder i den forbindelse. Det har været fantastisk at være en del af den danske og internationale forretningsverden, men det har sandelig også været et held at jeg sammen med min familie har kunnet forene de forretningsmæssige, karrieremæssige og familiemæssige værdier i livet.

 

Min familie og jeg har boet 30 år udenfor Danmark, hvilket har været medvirkende til at vi har opnået en helt fantastisk forståelse for det at være ”en verdensborger”. Når jeg siger det på den måde, så er det fordi man som dansker ikke kan have undladt at opleve den nok så berømte ”jantelov”.  I de mange år vi boede i udlandet er det sjovt at tænke tilbage på at man faktisk aldrig har været udsat for den negativitet der ligger i ”janteloven”. Vi har været sammen med ”verdensborgere”, som har kunnet glæde sig over hinandens succes og samtidig været rigtig gode venner, og så må man sige at når man hører hvordan nogle danskere mange gange udgyder deres utilfredshed og jalousi, så er det noget man godt kunne være foruden!

 

Min forretningskarriere har bragt mig til mange forskellige steder i verden, og i virkeligheden er det først når jeg ser statistikken på tryk at det går op for mig at jeg har fået tildelt nogle oplevelser som det kun er få forundt.  Da jeg gjorde min rejsestatistik op ved slutningen af 2011 så var fakta følgende:

 

Jeg har foretaget      
              1747        flyrejser med 
                 92           forskellige flyselskaber der benyttede                      
                 56           
forskellige flytyper.

Disse flyrejser har bragt mig til  
               148           forskellige lufthavne   
placeret i
     
           
59           forskellige lande  

 

Disse rejser har skabt kimen til nogle helt specielt spændende oplevelser som jeg kunne skrive en hel bog om. Og det er også hvad jeg bl.a. bruger noget af mit otium til. Jeg ønsker bl.a.  at beskrive nogle af de helt fantastiske oplevelser som det at have været en ”Danish expatriate” i mange år, har indebåret.

Cruises

Selvom jeg har foretaget mange flyrejser i mit aktive liv, er det ikke den eneste form for transportmiddel jeg har har anvendt når jeg har rejst rundt i verden. De sidste mange år har min kone og jeg faktisk været vildt begejstret for den form for rejseaktivitet der gøres via et krydstogt. Faktisk er det nu blevet til hele 23 cruises som vi har foretaget, og det har vist sig at være den helt rigtige og mest afslappede form for turisme, som vi foretrækker. De sidste 10 år har vi arrangeret krydstogter for en gruppe af venner, som vi nyder at holde ferie med, og hvert år glæder vi os til at være sammen med kære venner, med hvem vi kan nyde en fantastisk ferie under både afslappede og festlige former og i tropiske omgivelser. Simpelt hen fantastisk og præcis hvad vi sætter pris på når vi skal nyde livet.