Alexander 3. kaldet "Alexander den Store" var født i år 356 før Kristus og døde år 323 f.Kr. Han var konge af Makedonien, som ligger nord for det græske område, og datidens grækere hævdede at makedonerne ikke var grækere. De var barbarer som alle der ikke talte græsk og var som regel udstødt fra grækernes kulturelle fællesskab.
Han var søn af kong Filip 2. af Makedonien, som havde samlet de græske bystater under sig. Men Alexander måtte generobre dem efter en række oprør og kunne først to år efter sin tronbestigelse erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede frem til det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur i det sydøstlige Europa og store dele af Asien.
Alexander udmærkede sig tidligt som en dygtig soldat, taktiker og strateg, og han betragtes som en af historiens største strateger. Størsteparten af Alexanders regering fra var opfyldt af hans store felttog mod Persien. I tre slag slog Alexander de persiske hovedhære, hvorefter det persiske rige brød sammen. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander også erobringer på andre fronter, bl.a. af Fønikien under stor blodsudgydelse og af Ægypten (332-31 f.Kr.). Kilderne fra antikken om Alexander den Store viser næsten alle, at Alexander var en mand, der formåede at gøre noget, som ingen andre kunne. Det var den almindelige opfattelse, at Alexander var en dygtig strateg og et politisk geni.
Efter den endelige sejr over perserne blev Alexander udnævnt til storkonge og arbejdede for at befæste sin magt. Han fortsatte felttoget til det nordlige Indien, da et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i imperiets administration og kvalte et mytteri blandt sine egne soldater.
Alexanders karriere sluttede i 323 f.Kr. En eftermiddag d. 10. eller 11. juni 323 f.Kr. døde han i Babylon af en mystisk sygdom. Han var kun en måned fra sin 33 års fødselsdag.
Alexanders rige omfattede foruden Grækenland det nuværende Egypten, Syrien, Libanon, Israel, Jordan, Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Som enehersker gjorde han meget for at tilpasse sig de forskellige kulturer og lade sig hylde som gudefyrste af de lokale folkeslag. Om det skyldtes et forsøg på at skabe tværkulturelt sammenhold om herskeren eller blot var udtryk for egen magtlyst, er ikke klart. Desuden tog han i vidt omfang lokale officerer og stormænd i sin tjeneste, hvis de viste sig loyale. Hans kurs var ikke altid populær hos hans makedonske landsmænd, idet nogle af dem følte, at han svigtede sin baggrund. Endelig grundlagde han hektisk en lang række byer.
Efter Alexanders død brød riget hurtigt sammen under stridigheder mellem forskellige makedonske generaler, der alle ville være hans arvtagere. Derved opstod de diadokiske kongedømmer, hvoraf de tre største var Det Seleukidiske Rige, Makedonien og Det Ptolemæiske Egypten.
Alexander var en dristig og energisk hærfører, der nåede store resultater, og han var hensynsløs i krig og despotisk over for sine undersåtter, efterhånden som hans magt øgedes.
Alexander den Store var min Tip-65-Oldefar og efterfølgende er vist den slægtslinie som fører fra ham og frem i tiden til undertegnede: