Erik Plovpenning (Erik den 4.) (1216 - 1259) var søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria . Han var dansk medkonge fra 1232
og dansk enekonge fra 1241 til 1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.
Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var Hertug af Slesvig , fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog
mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249
skat på hver plov , hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han f.eks. flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plov skat .
Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt . Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde , men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.
I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme , og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250 , blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien . Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258
blev hans jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted , hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier
med scener fra hans liv og død.
Efterfølgende ses den slægtslinie som fører fra Kong Erik Plovpenning (Tip-19-Oldefar) til Erik Larsson: